Gode råd til forældre med barn på efterskole.

Efterskoleforeningen har samlet nogle gode råd til forældre, der sender sit barn afsted på efterskole:

Når dit barn tager på efterskole, flytter han eller hun hjemmefra for første gang. Det kan være hårdt for dit barn at vænne sig til et liv blandt mange andre unge. Derfor oplever mange hjemve. Men det er også en stor omvæltning for forældrene.

Du støtter dit barn bedst fra sidelinjen med opmuntrende og forstående kommentarer.

Sådan bliver man på sidelinjen:

1. Sms og opkald er kun nødstilfælde - aftal måske en eller to kontaktdage om ugen.

2. Kriser skal overvindes - men det er på skolen, det sker. Du kan kun lytte.

3. Du må aldrig give efter for startvanskeligheder - det tager tid at tilpasse sig.

4. Bed dit barn om at snakke med kontaktmedarbejderen eller kontakt vedkommende, hvis det brænder på.

5. Du kan hjælpe dit barn på vej ved at fortælle de voksne på efterskolen, hvis der skal tages særhensyn eller bare holdes et ekstra øje med det.

6. Du skal tale med dit barn i weekenderne og følge med i livet på efterskolen. Deltag i alle aktiviteter på skolen, så du ved, hvad der foregår og forstår dit barns udvikling.

7. Du skal være forberedt på, at dit barn forandrer sig og bliver mere selvstændigt.

8. Du skal være opmærksom på dit barns signaler. Du ved, hvis der er noget galt.

9. Du skal kontakte kontaktmedarbejderen eller forstanderen, hvis der er noget, du ikke forstår. Eller dit barn fortæller noget om efterskolen, der bekymrer dig.

10. Du er vandbærer i år. Accepter og værdsæt det!

Gørlev Idrætsefterskole
Kirkevangen 13
4281 Gørlev

Tlf.: 58 85 51 64
Email: kontoret(at)idraetsefterskolen.dk