Endelig kom dagen, hvor vi kunne vi slå dørene op og invitere til åbent hus på Gørlev Idrætsefterskole. Det skete søndag d. 26. september, hvor der blev afholdt Efterskolernes Dag.

Det var en rigtig dejlig eftermiddag her i Gørlev, og vores elever fik vist deres efterskole frem for de mange besøgende, som kom forbi for at opleve efterskolelivet og mærke stemningen. Vores elever er de bedste ambassadører, som vi har, og netop denne dag skulle de lave deres allerførste gymnastikopvisning for et stort publikum.

Hos os er undervisningen i gymnastik meget vigtig for fællesskabet blandt eleverne, og alle elever har fællesgymnastik på skemaet. Her er de sammen om at øve sig, lære nyt og gøre sig umage. Det var ret spændende at kunne se resultatet af det, der er blevet arbejdet med i fagene fællesgymnastik samt drenge- og pigegymnastik, siden eleverne startede på efterskolen i august.

Tak til alle jer som kom til Efterskolernes Dag i Gørlev!