Billedet viser teksten "Opvisningsplan 2025". Baggrundsfarven er rød med regnbuefarvede prikker.

Gymnastik er meget mere end et fag

På Gørlev Idrætsefterskole er gymnastik meget mere end blot et fag. Det er hjertet i vores fællesskab, ligesom det også er en kilde til uforglemmelige oplevelser for vores elever. Hver uge har alle elever obligatorisk gymnastikundervisning på skemaet, og her arbejder de sammen om både fysisk grundtræning og forberedelse af årets opvisning.

Forberedelserne til forårets mange gymnastikopvisninger begynder før jul, hvor eleverne skal i gang med at øve sig flittigt på de serier, der skal vises frem. Gymnastikopvisningerne finder sted både ude og hjemme på efterskolen og kræver tid og dedikation for at blive en succes.

Vores opvisningsplan for 2025

Vi opfordrer alle til at komme og få en oplevelse! Sæt kryds i kalenderen og oplev vores dygtige elever i aktion. Opvisningsplanen for 2025 finder du herunder. Den giver et overblik over datoer og steder for de kommende opvisninger. Så snart vi kender de præcise tidspunkter for opvisningerne, vil opvisningsplanen blive opdateret.

Vores elevhold deltager i flere af landsdelenes forårsopvisninger. Du kan læse mere om DGI Gymnastiks opvisninger og stævner lige her.

☝️ Der er ikke adgang for publikum til de lukkede arrangementer, som er nævnt i vores opvisningsplan.

🔍 Klik på billedet for at zoome ind.

Billedet indeholder den samlede opvisningsplan for Gørlev Idrætsefterskole.

Udendørs gymnastikopvisning

En af de nyere traditioner på skolen er vores udendørs gymnastikopvisning. Denne tradition startede i 2020 som en kreativ løsning under COVID-19-pandemien. På det tidspunkt valgte vi at rykke opvisningen ud på græsset for at kunne invitere forældre og skabe plads til alle. Siden da er det blevet en fast del af vores afslutning på skoleåret, hvor elevernes forældre, søskende og bedsteforældre inviteres til at opleve elevernes imponerende præstationer under åben himmel. Se eller gense opvisningerne fra tidligere skoleår lige her.

Smil, sved og fællesskab

For publikum er vores gymnastikopvisninger en festlig og inspirerende oplevelse. De mange timers træning og samarbejde kulminerer i en opvisning fyldt med smil, sved og fællesskab. Det er en glæde at se eleverne udfolde sig og vise, hvad de har arbejdet så hårdt på.

Fællesskabet styrkes yderligere gennem ritualer som kampråbet, hvor eleverne står side om side i store rundkredse, hopper i takt og råber: “Vi er fra Gørlev. Mighty, mighty Gørlev…”. Disse øjeblikke skaber et stærkt sammenhold blandt eleverne.